|
Arrangementer
Reparation af lokomotiver og analyse af bakterier - og Omar Mazouk02/09-2010
Hvad har reparation af lokomotiver og analyse af bakterier med hinanden at gøre? Inden for begge arbejdsområder er det vigtigt at kunne læse og skrive. Svend Erik og Gitte er ansat i henholdsvis DSB og på Statens Serum Institut. Begge arbejdspladser har sat aktiviter i gang for at opkvalificere medarbejdere inden for læsning og skrivning.
SCKK har ladet startskuddet gå til en opsøgende kampagne for at opfordre statens arbejdspladser til at sætte fokus på læsning. Derfor indbyder vi til en inspirationsdag om SCKKs kampagne ”Fokus på læsning”, og hvordan statens arbejdspladser kan komme i gang med en læseindsats. Flere statslige arbejdspladser er i gang - så kom og hør om deres erfaringer. På inspirationsdagen vil Omar Marzouk, der selv er ordblind, sætte ord og billeder på nogle af de problemer en ordblind kan møde i sin hverdag – også på arbejdspladsen. SCKK præsenterer kampagnen "Sæt fokus på læsning". Hovedstadens Ordblindeskole holder et fagligt oplæg om læseområdet, herunder om ordblindhed og områdets historiske udvikling. Voksenuddannelsescenter Frederiksberg (VUF) redegør for, hvordan arbejdspladserne kan tilrettelægge en evt. test og efterfølgende undervisning. Desuden vil medarbejder- og ledelsesrepræsentanter fra DSB og Statens Serum Institut fortælle om både udfordringer og succeser, når man som arbejdsplads vil sætte aktiviteter i gang på læseområdet. Alt dette kan du høre om på SCKK´s Inspirationsdag om læsning d. 28. september kl. 12.30-16.00 |