Hvorfor beskæftige sig med arbejdspladsens sociale kapital? Er det bare ”gammel vin på nye flasker” eller en ny og bredere forståelse af hvad det gode arbejds-og læringsmiljø er for noget? Er det forbeholdt nogle bestemte typer af arbejdspladser eller kan alle udvikle den sociale kapital?
Nogle af disse spørgsmål besvares af ph.d. Rex Degnegaard fra CBS, som blandt andet har beskæftiget sig med social kapital og ledelse. Rex bedriver aktionsforskning i offentlige og private organisationer og fokuserer på hvordan nogle af de initiativer, vi sætter i værk i vores organisationer, har uheldige konsekvenser andre steder i organisationen.
Rex vil trække på konkrete erfaringer fra forskellige arbejdspladser, eksempelvis fra politiet, og trække tråde til de tendenser, vi ser i disse år, med øget fokus på performance, styring og effektivisering og de konsekvenser, det har for den sociale kapital.
Kim Østerby, forbundsformand i Fængselsforbundet og vicepolitiinspektør Uffe Uldall Nielsen fra Sydsjælland- og Lolland Falsters politi giver deres bud på hvorfor det er vigtigt at styrke arbejdspladsen sociale kapital.
Forum teatret ACT ability vil sammen med Jer visualiserer nogle af de mange spørgsmål og dilemmaer som ledere og tillidsfolk stilles over for når man vælger at sætte fokus på arbejdspladsens sociale kapital. I forumteater er det professionelle skuespillere, der spiller fiktive situationer, som tager afsæt i deltagernes konkrete hverdag. Skuespillene danner grundlag for dialog, debat og refleksion.
Vi stiller skarpt på hvad vi forstår ved begrebet ”social kapital” og hvorfor det kan være af betydning for kompetenceudvikling og læring. Kom og bliv inspireret og del dine meninger og erfaringer med os og andre statslige arbejdspladser.
Hvem kan deltage?
Mødet er gratis – og alle ansatte i staten kan deltage. Målgruppen er især HR-og personalemedarbejdere, ledere og medarbejderrepræsentanter. Vi ser gerne, at I kommer flere fra samme arbejdsplads, fordi det vil gøre det lettere for jer at forvandle inspiration til realitet, når I kommer tilbage.
Hvor og hvornår?
Vi mødes tirsdag den 13. marts kl. 9.00-16.00 i Statens Center for Kompetenceudvikling.
Hvad vil der ske?
Vi vil gennem oplæg, involvering, øvelser og interviews sætte fokus på arbejdspladsernes sociale kapital og sammenhængen til et godt og velfungerende lærings- og arbejdsmiljø. De aktuelle udfordringer I som arbejdsplads står overfor vil løbende blive inddraget.
Arbejdspladsens sociale kapital er den egenskab, der sætter organisations medlemmer i stand til i fællesskab at løse dens kerneopgaver.
For at løse kerneopgaverne er det nødvendigt, at medlemmerne kan samarbejde og at samarbejdet er baseret på et højt niveau af tillid og retfærdighed.
Tilmeld dig og dine kolleger her
Besøg Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi den 26. marts
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller om deres konkrete erfaringer med social kapital ved en afslutningskonference den 26. marts. Der er 6 pladser reserveret til andre statslige arbejdspladser med interesse for social kapital. Læs mere
her (word-fil)