Når danske langtursbusser bevæger sig ned gennem Europa, skal de udover kufferter og skiturister have en række tilladelser med i bagagen. Og dem sørger overassistent Lotte Foss for, at de har. Lotte Foss arbejder nemlig med lokal og regional rutekørsel på Kontor for erhvervstransport i Trafikstyrelsen. Styrelsen overtog i sin tid området fra kommunerne, og Lotte Foss måtte lære det hele fra bunden.
Sidemandsoplæring er vejen frem
”De områder mange af os sidder med, kan du ikke lære om på et kursus. Det er så specifikke arbejdsområder, at sidemandsoplæring er den eneste vej frem”, mener Lotte Foss.
Og hun må vide, hvad hun taler om. Overassistenten trækker på 21 års erfaring som HK’er i Trafikstyrelsen, men det var først med projektet ”Kompetenceudvikling for HK-gruppen i Trafikstyrelsen”, at sidemandsoplæringen blev sat i system.
Indtil da havde hver enkelt medarbejder sin helt egen ekspertise, og i tilfælde af sygdom, kunne man være forvisset om, at bunkerne stod der, når man vendte tilbage. Om noget var bunkerne bare vokset i mellemtiden. Med den systematiske sidemandsoplæring er teamet nu blevet bredere kompetencedækket og dermed mindre sårbart. ”I de over tyve år, jeg har været her, har det her bare ikke kunnet lade sig gøre, men med dette projekt blev sidemandsoplæringen skudt i gang. Vores afdeling skulle gå foran, fordi vi har så mange specielle områder, hvor man kunne se, at det havde effekt, hvis vi gjorde det. Det fungerer nu, så hvis der er ferie eller længerevarende sygdom, så er der dækning. Det er slut med at komme tilbage til urørte bunker”, fortæller den erfarne HK’er.
Plancher og lagkager
Sidemandsoplæringen på et område forløber typisk over en måned eller to. Rent grafisk holdes der styr på den individuelle kompetenceudvikling med plancher og lagkagediagrammer.
”Vi havde lavet en planche for hvert område, den enkelte skulle oplæres i. Og så har vi lavet sådan et lagkagediagram, hvor vi skraverer felterne, efterhånden som man bliver oplært. Når lagkagen er helt farvet til, så er man færdig”, fortæller teamleder og kontorfuldmægtig Gitte Nyborg.
Udviklingen bliver løbende fulgt op på sektionsmøder i afdelingen.
Sammenlægninger og sammenhold
”Vi har også på et internat med overnatning, hvor vi lærte en masse, men jo også fik et langt bedre sammenhold. Vi blev virkelig rystet godt sammen, og man fik snakket med nogle af dem, som man ikke normalt snakker med. Det bidrog til et større fællesskab og et bedre samarbejde i vores gruppe”, fortsætter teamlederen.
14 HK’ere deltog i internatet. Det blev siden fulgt op af nogle kursusdage i Trafikstyrelsen, hvor medarbejderne blev sat sammen på tværs af deres teams. I dag står de administrative medarbejdere styrket, for alle kender hinanden godt, og den enkelte medarbejder har tillid til, at arbejdsmængden ikke bare vokser under sygdom eller ferie.
”Vi fortsætter naturligvis vores gode erfaringer med sidemandsoplæring. Dels giver det en faglig bredde, dels styrker det vores sammenhold”, slutter Gitte Nyborg.
De to HK’ere startede i Færdselsstyrelsen. Siden blev de lagt sammen med Trafikstyrelsen. Senere blev de lagt sammen med Statens Luftfartsvæsen, og nu hedder de så alle sammen Trafikstyrelsen. Styrelsen beskæftiger i dag 400 ansatte, hvoraf de 50 er HK’ere.