Hvad er formålet
I har nu kørt MUS i en årrække og føler måske, at energien er gået lidt ud af processen? Eller oplever, at flere i jeres organisation stiller spørgsmålstegn ved, om MUS reelt flytter noget? Målet med mødet "nyt liv i MUS" er ikke at give MUS kunstigt åndedræt - men at få skabt dynamik og liv i jeres organisation.
Vi skal sammen sætte spotlyset på de kritiske succesfaktorer. Hvordan får vi maksimal effekt af MUS? Havd skal vi gøre anderledes før, under og efter MUS samtalerne?
Hvem kan deltage
Mødet er gratis- og alle ansatte i staten kan deltage. Målgruppen er især ledere, medarbejdere og HR/personalemedarbejdere eller medlemmer af samarbejdsudvalget, der synes at MUS er vigtigt og samtidig brænder for at få mere effekt og en større forankring på arbejdspladsen.
Hvor og hvornår
Vi mødes torsdag den 2. februar kl. 9-15 i Statens Center for Kompetenceudvikling.
Hvad vil der ske
Vi er kraftigt inspireret af Robert Brinkerhoffs tanker om at skabe mest mulig effekt af kompetenceudvikling, og hans metoder og tilgang vil give inspiration til, hvordan I får sparket nyt liv i jeres MUS-proces.
Vi har inviteret Jannik Boysen, leder af HR og Kaspar Koch, HR-medarbejder fra Røde Kors Asylcentre, der med stor medarbejderinddragelse har formuleret en strategi og lavet et koncept for, hvordan MUS bliver tæt knyttet til strategien. Hør om deres proces og hvordan de arbejder med strategisk kompetenceudvikling.
På dagen skal I arbejde aktivt med, hvad der er udfordringen med MUS på jeres arbejdsplads og målet er, at I får konkrete idéer og metoder med hjem i bagagen. I får inspiration fra oplæg fra os, fra erfaringerne fra andre arbejdspladser og ikke mindst fra den case, vi bringer i spil på dagen.
Seminaret er en blanding af undervisning og workshop. Formen er undersøgende og dialogbaseret og veksler mellem små oplæg, interviews, refleksion evt. noget arbejde med egen case/udfordring? og erfaringsudveksling. Vi tilbyder også at give sparring til jeres proces videre frem efter mødet.
Hvem møder du
Mødets værter er chefkonsulent Eva Maria Mogensen, udviklingskonsulent Pia Sletbjerg Skov og organisationspsykolog Nanna Kristensen.