Komprimeret kompetenceafklaring

Komprimeret kompetenceafklaring

Social- og sundhedsskolen Humanica stod overfor store ændringer og omstruktureringer på arbejdspladsen i foråret 2010 i forbindelse med en fusion. Ikke mindst på den baggrund var det hensigtsmæssigt at afdække, hvilke opgaver kollegerne sidder med, og hvilke kompetencer de besidder. Med 15 HK’ere og bare ti timers konsulentbistand til rådighed, satsede Humanica på vidensdeling i HK-gruppen.
”Det vi kunne bruge timerne til, var at kompetenceafklare vores medarbejder, således at de hver især fik viden om sig selv og hinanden, og dermed kunne få øje på nogle ting, som de ikke havde haft øje for tidligere”, forklarer projektleder Annie Luiting.
Rent praktisk foregik kompetenceafklaringen i grupper af 3-4 HK’ere fra de forskellige afdelinger. Hver enkelt medarbejder udfyldte et kompetenceafklaringsskema, som så dannede baggrund for den videre samtale i grupperne.

Klogere på kollegerne
”Vi har da helt sikkert fået noget ud af det, som vi hver især kan bruge. Vi blev klogere på vores egne kompetencer, men da også på vores kollegers. Nogle kolleger fandt ud af, at de ville en anden vej, end de ellers troede”, fortæller regnskabsmedarbejder og tillidsrepræsentant Bente Larsen.
”De gruppesamtaler vi havde, hvor deltagernes kompetencer blev sagt højt var meget givtige. Man fandt ud af, hvordan man delte opgaverne, og man fik øjnene op for, hvilke kompetencer ens kolleger også lå inde med. Det gav noget på det tidspunkt”, supplerer projektleder Annie Luiting.
I samarbejde med konsulent Helle Mylund Jacobsen brugte HK’erne i alt otte af de ti timer på gruppesamtalerne. De sidste to timer skulle have været brugt til at afklare, hvordan man kunne komme videre med den nye viden i MUS-samtalerne. Imidlertid vurderede konsulenten, at det ikke gav mening, da den nye organisationsplan for virksomheden endnu ikke var på plads.
”Vi skulle kende den nye organisationsplan og den enkeltes spidskompetencer indenfor denne, og vi havde på daværende tidspunkt endnu ikke organisationen på plads, som vi jo har i dag”, fortæller Annie Luiting.
Den nye organisationsplan er nu på plads for det fusionerede Humanica og Sosu København. Under navnet SOPU skal de 250 medarbejdere fremover levere uddannelser indenfor sundhed, omsorg og pædagogik til København og Nordsjælland.