Hvad er formålet
Hvordan håndterer I de mange forandringer, der sker på de statslige arbejdspladser lige nu? Har medarbejdere og ledere de kompetencer, der gør det muligt at løse jeres kerneopgaver med høj kvalitet? Og kan I se en effekt af den kompetenceudvikling, I sætter i gang?
På "kompetencestrategi der virker" vil vi sammen drøfte, hvordan kompetenceudvikling kan være nøglen til at sikre handlekraft og gennemføre forandringer på arbejdspladsen. Vores bud er, at I med en strategisk og målrettet kompetenceudvikling kan give medarbejderne de færdigheder, de holdninger og den adfærd, der skal til for at nå jeres overordnede mål. Og vi vil sammen med jer sætte fokus på, hvordan man skaber kompetenceudvikling, der flytter noget i praksis og skaber effekt.
Hvem kan deltage
Mødet er gratis – og alle ansatte i staten kan deltage.
Målgruppen er særligt HR-og personalemedarbejdere, ledere og medarbejderrepræsentanter, som har arbejdet med kompetenceudvikling. Måske skal I igang med at lave en kompetencestrategi og vil gerne have inspiration til hvordan. Eller måske har I allerede en kompetencestrategi, men oplever, at det er svært at få strategien omsat til praksis.
Vi ser gerne, at I kommer flere fra samme arbejdsplads (og meget gerne fra forskellige funktioner/dele af arbejdspladsen), fordi det vil gøre det lettere for jer at forvandle inspiration til virkelighed, når I kommer tilbage.
Hvad vil der ske
Vi tager afsæt i jeres virkelighed og i jeres arbejde med at gøre strategisk kompetenceudvikling til en levende del af hverdagen på arbejdspladsen. Hvilke udfordringer oplever I? Og hvilke muligheder er der?
Vi giver jer også bud på, hvordan vi kan arbejde med strategisk kompetenceudvikling for at skabe størst mulig effekt i en tid med mange forandringer. Og på hvordan vi kan involvere og engagere ledere og medarbejdere i processen på en måde, der giver mening og ejerskab. Er der fx en klar sammenhæng mellem jeres overordnede mål på arbejdspladsen, jeres kompetenceudvikling og MUS for den enkelte medarbejder?
Mødet vil være dynamisk og veksle mellem oplæg og aktiviteter, hvor I selv skal være aktive. Og I er selv med til at sætte dagordenen ved at stille spørgsmål, komme med idéer og give hinanden inspiration.
Hvem møder du
Mødets værter er udviklingskonsulent Lisbet Aabye og udviklingskonsulent Pia Sletbjerg Skov.
Hvor og hvornår
Vi mødes tirsdag den 22. maj kl. 9-15 i Statens Center for Kompetenceudvikling.
Tilmeld dig her