At få sine realkompetencer synliggjort og anerkendt giver motivation til at lære mere.
Selve processen, hvor den enkelte overvejer, hvad han rent faktisk kan, og finder måder at dokumentere det på, giver en bedre selvværdsfølelse og lyst og evne til at give sig i kast med nye udfordringer. Ofte bliver den enkelte overrasket over, hvor meget praktisk erfaring og engagement i ikke-skolemæssige aktiviteter kan betyde.
Anerkendelse af den enkeltes realkompetence kan udgøre et element i motivationen til mere læring, fordi anerkendelsen er et positivt udgangspunkt, der kan tilskynde til mere læring. Det er vigtigt at arbejde med at finde motiverende faktorer, fordi motivation helt grundlæggende er en betingelse for at læring kan finde sted.
De fleste af os kan have stor gavn af at opdage vores egne realkompetencer og sætte ord på dem. Det giver os større selvtillid, og det åbner vores øjne for nye handlemuligheder.
Men det er også nyttigt, at andre anerkender vores realkompetencer. Det kan hjælpe os videre i en ny uddannelse eller til et andet job.
Både den enkelte og arbejdspladser vil have fordel af at arbejde med anerkendelse af realkompetencer. Fx kan nævnes
Den enkelte :
- Får overblik og sat ord på egne kompetencer
- Får større klarhed i forhold til karrieremuligheder både i nuværende job og i forhold til evt. nyt
- Bliver motiveret til videre udvikling
- Får mulighed for at blive optaget på en formel uddannelse trods adgangskrav
- Får mulighed for at få afkortet og tilbudt et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb
Arbejdspladsen:
- Motiveret til videre- og efteruddannelse blandt medarbejderne
- Større overblik over kompetencepotentialet på arbejdspladsen
- Større mulighed for det rette match mellem arbejdsopgaver og medarbejderkompetencer
- Større mulighed for at tilrettelægge videre- og efteruddannelsesforløb