Hvordan bliver statens arbejdspladser bedre til at have elever?

Hvordan bliver statens arbejdspladser bedre til at have elever?

På arbejdspladserne får elever og lærlinge mulighed for at bruge det, de lærer på skolen. Og de prøver kræfter med det praktiske arbejde i en travl hverdag på en statslig arbejdsplads.

Men hvad skal der til for at få det til ”at svinge”? Hvordan tiltrækker og fastholder I eleverne?

Når praktikforløbene rigtig svinger, oplever eleverne, at de er blevet ’brugt godt’ og har lært en masse. Måske får de endda lyst til at søge job i staten, når de er færdige. Og arbejdspladsen oplever, at de unge tilfører nye ideer og energi – og måske endda er med til at forbedre læringsmiljøet på arbejdspladsen.

Ni statslige arbejdspladser har fået støtte til at forbedre deres elev- og lærlingeindsats. De satser på:
  • Efteruddannelse af de elevansvarlige - blandt andet med relevante AMU-kurser
  • Større fællesskab mellem alle involverede, særligt elevkoordinatoren, elevansvarlige og eleverne - blandt andet ved at lave introture og seminarer, hvor de både bliver dygtigere sammen og lærer hinanden bedre at kende.  
  • At professionalisere rollen som elevansvarlig - finde ens måder at arbejde med elever på.  
  • Bedre sammenhæng mellem skole- og praktikophold.  
  • Større anerkendelse af de elevansvarliges arbejde. 

Du vil kunne læse om de ni's erfaringer her på siden i anden halvdel af 2012.