Vi har udarbejdet et fleksibelt MUS-koncept, som du kan bruge direkte som det er eller tilpasse, så det passer til din arbejdsplads og jeres behov.
Det fleksible består i, at der er fem basisemner og fire tilvalgsemner, som du vælge at tage med. Det kan bruges fleksiblet, så den enkelte leder og medarbejder selv vælger hvilke tilvalgemner, der er relevante eller I kan vælge emner for hele arbejdspladsen eller for en afdeling, og så måske skifte fra år til år efter, hvad der skal være fokus på. Ydermere findes hele konceptet i en word-udgave, så du også selv kan gå ind og redigere og tilpasse efter jeres behov.
Det fleksible MUS-koncept er et dialogværktøj for ledere og medarbejdere. Konceptet består af en række centrale emner og spørgsmål til at skabe en målrettet og fremadrettet udviklingssamtale. Det indeholder også vejledninger til henholdvis medarbejder, leder og HR/personale funktion. Du kan se det og downloade det fra højre kolonne.
En anerkendende tilgang
Spørgsmålene i konceptet er formuleret ud fra en anerkendende tilgang for at fremme en udviklende dialog. Det betyder ikke, at udfordringer og problemer ikke kan drøftes. Det kan også være nødvendigt for at kunne tale om det kommende års udvikling og opgavevaretagelse. Hovedvægten er lagt på at fremme en dialog om de gode arbejdsoplevelser, for at skabe en fælles forståelse for, hvad der skaber dem, og hvordan erfaringerne kan overføres til andre arbejdssituationer.
Basisemner og tilvalg
Konceptet består af et sæt basisemner, som udgør kernen i en MUS, og som vi anbefaler indgår i alle MUS. Derudover indeholder konceptet fire tilvalgsemner. I kan også vælge selv at tilføje andre emner, der er relevante for arbejdspladsen.
Basisemner:
Siden sidst – Et godt afsæt for at tale om fremtiden
Fokus på det kommende års opgaveløsning
Trivsel
Samarbejde
Udviklingsmål og udviklingsaktiviteter
Tilvalgsemner:
Mobilitet
Talent- og karriereudvikling
Balance mellem arbejds- og familieliv
Innovation
Hvordan vil du sammensætte jeres koncept
Hvis du vil bruge det fleksible MUS-koncept, skal I på jeres arbejdsplads tage stilling til, hvordan I vil sammensætte det. Samarbejdsudvalget skal fastlægge retningslinjer for afholdelsen af MUS og evaluere arbejdspladsens brug af MUS. Det er derfor oplagt, at samarbejdsudvalget drøfter hvilke emner, der er relevante at tale om på jeres arbejdsplads det kommende år.
I kan vælge at bruge basiskonceptet som det er eller at supplere det med et eller flere tilvalgsemner. Tilvalgsemnerne kan være relevante for hele arbejdspladsen, eller de kan tilføjes for enkelte enheder eller medarbejdergrupper. Konceptet kan på denne måde tilpasses jeres konkrete behov. Vi anbefaler, at tilvalgsemnerne sættes ind før punkt 5 i basiskonceptet, for at drøftelsen om konkrete udviklingsmål og udviklingsaktiviteter bliver det sidste i samtalen.
Hvad skal der komme ud af MUS?
Målet med MUS er, at leder og medarbejder i fællesskab får formuleret udviklingsmål, der sikrer kompetenceudvikling for den enkelte medarbejder, som imødekommer både arbejdspladsens og medarbejderens ønsker og behov. På denne måde understøtter konceptet aftalen om kompetenceudvikling, der forpligter ledere og medarbejdere til, ved den årlige medarbejderudviklingssamtale, at opstille og følge op på konkrete skriftlige og i enighed formulerede udviklingsmål for den enkelte medarbejder.
Eksempler på, hvordan konceptet er brugt
En del statslige arbejdspladser har valgt at bruge og tilrette konceptet. Her kan du se nogle eksempler på, hvordan det er brugt og se nogle små cases.
MUS er mere end en samtale
For at få effekt af MUS på arbejdspladsen, kræver det at MUS bliver koblet til arbejdspladsens mål, opgaver og behov for kompetenceudvikling. Selve medarbejderudviklingssamtalen er således kun ét element i den samlede MUS-proces. Processen starter, når samarbejdsudvalget drøfter kompetencestrategi og retningslinjer for MUS og slutter, når samarbejdsudvalget evaluerer arbejdspladsens indsats for kompetenceudvikling og brugen af MUS, og overvejer justeringer til næste års MUS-runde. En god MUS-proces er den centrale udviklingsstreng for arbejdspladsens medarbejdere – kompetenceudviklingens DNA.
I kan finde mere inspiration til hvordan man udarbejder en kompetencestrategi, hvordan man holder MUS med kvalitet og hvordan I kan understøtte et godt læringsmiljø på arbejdspladsen i Statens Center for Kompetenceudviklings KIP trilogi under
Udgivelser