Gymnasiale enkeltfag kan man benytte fx som led i en supplering til en videregående uddannelse, eller fordi man gerne vil lære et sprog eller et andet fag.
Mange fag bliver udbudt både om dagen og om aftenen, hvilket gør det muligt at kombinere undervisningen med et arbejde.
Det er også muligt over en længere periode at stykke fagene sammen til fx en hel hf-eksamen.
Studieforberedende kurser
Studieforberedende kurser eller forkurser som de også benævnes, er en række forløb på VUC, som hver især sikrer de formelle kvalifikationer for at blive optaget på den videregående uddannelse, som kurset er rettet mod.
Andre forkurser kan i højere grad være en introduktion til en faglig uddannelse, hvor man samtidig får styrket sine almene kvalifikationer.
Fakta
Varighed: 1 år
Adgangskrav: 9. klasse
Økonomi: Deltagerbetaling. Mulighed for SVU
Uddannelserne udbydes på: VUC – Voksenerhvervsuddannelsescentre
HF-enkeltfag
Hf som enkeltfag er en mulighed, hvis du ønsker at dygtiggøre dig i et fag eller to eller har brug for at supplere din gymnasiale uddannelse.
Supplering til en gymnasial uddannelse kan benyttes, hvis du mangler et eller flere fag på bestemte niveauer til en ønsket uddannelse. Har du ingen gymnasial uddannelse, kan du i dit eget tempo sammenstykke enkeltfagene til en fuld hf-eksamen.
På nogle videregående uddannelser kan man søge optagelse med enkelte hf-fag. En fuld hf-eksamen giver adgang til alle videregående uddannelser, hvis du opfylder de eventuelle specifikke adgangskrav til en uddannelse.
Fakta
Varighed: De fleste fag op til et år, enkelte op til to år
Adgangskrav: Afsluttet 9. eller 10. klasse mindst et år inden ansøgning
Økonomi: Deltagerbetaling. Eventuelle støttemuligheder afhænger af antallet af fag og personlige forhold
Uddannelserne udbydes på: VUC – Voksenerhvervsuddannelsescentre
Vil du vide mere: http://www.ug.dk/Uddannelser/gymnasialeuddannelser/enkeltfagogsupplering.aspx