”Der er fanden til forskel. Vi har lært hinanden meget bedre at kende personligt og kollegialt. Men vi har også lært hinandens kompetencer at kende. Vi er meget klogere på, hvem der er stærke på hvad”, svarer sekretær Anne Marie Harbo resolut på spørgsmålet om, hvordan det er at være HK’er i Kort og Matrikelstyrelsen efter projektet. Projektet hedder ”Strategisk og systematisk kompetenceudvikling for HK-gruppen i de administrative fællesskaber”, men resultatet er langt mere spændende end projekttitlen antyder.
Nye gangsekretariater
Et fokuspunkt i projektet var at etablere interne gangsekretariater, der skulle håndtere opgaver på tværs af Kort og Matrikelstyrelsens fire etager. 14 HK’ere arbejder i disse sekretariater og varetager opgaver som budgetlægning, bogføring, rejseafregning, rådgivning om rejseregler, journalisering, ledelsesinformation, mødedeltagelse, dagsordener og referater. I stedet for at arbejde isoleret, kom områdesekretærerne nu til at arbejde sammen, hvilket bidrog til at øge fagligheden, og reducerede sårbarheden ved sygdom og fravær.
”Vi sidder i hver vores område, men vi har etableret nogle faglige fora, hvor vi løbende udvikler os. På den måde behøver vi ikke opfinde den dybe tallerken hver gang. Vi var ikke kommet hertil, hvis ikke det havde været for det her projekt”, fortæller overassistent Sanne Rieber.
Effektive og tilfredse
Også kurser i personlig effektivitet har været en del af forløbet.
”Vi er blevet mere personligt effektive. Vi er konkret blevet meget bedre til at holde møder. Vi har lært os mødeteknik. Vi har en dagsorden, vi holder talelisten, får lavet et referat og får konkluderet nogle ting. Det giver en tilfredsstillelse, og det giver noget effektivitet. Lige i øjeblikket er vi skidegode!”, bedyrer Anne Marie Harbo.
”Vi har lige været på et opfølgningsforløb et par dage med vores konsulent Vibeke Weber, hvor vi arbejdede videre med de metoder, vi har lært. Og det har vi virkelig fulgt op på efter vi kom hjem. Vi fik rigtig meget ros af hende. Hun kan mærke, at vi har taget mange af teknikkerne til os og at vi rykker”, fortsætter hun entusiastisk.
Bedre som team
Men først og fremmest er HK’erne blevet knyttet mere sammen rent kollegialt på tværs af etagerne. Konkret har de været ude af huset på seminar fire gange, og de sluttede af med en tur med overnatning i februar.
”Ikke alle var stemt for det her fra starten, men nu er alle med. På vores sidste seminar, faldt det hele ligesom på plads, og alle var virkelig positive Der er et meget større arbejdsfællesskab nu, end der var førhen. Vi har meget nemmere ved at tale sammen, og vi forstår hinandens adfærd og reaktioner. Vi kender hinanden meget bedre, og så har du også nemmere ved at smide hvad du har i hænderne, når folk beder om hjælp. Og du har også nemmere ved selv at bede om hjælp”, har Sanne Rieber erfaret.
Anne Marie Harbo nikker genkendende til ordene.
”Samspillet i gruppen er det, der har rykket mest. Vi er et helt andet sted henne i dag. Før sad vi meget mere og ventede på at tingene kom til os, og ventede på at nogen skulle definere hvad vi skulle. Vi er blevet bedre personligt, og vi er blevet bedre som team. Vi arbejder i princippet hver for sig indenfor hver vores område, men vi har opnået en fælles, kollegial løsning af arbejdsopgaverne”, supplerer sekretæren.