Slots- og Ejendomsstyrelsen har gennem Statens Center for Kompetenceudvikling fået en halv million kroner til at implementere deres nye kompetencestrategi. Centret rådgav om støttemuligheder og formulering af projektansøgningen.
Styrelsen henvendte sig til Statens Center for Kompetenceudvikling allerede tidligt i ansøgningsfasen: ”Vi fik en god afklaring af, om vi overhovedet kunne få støtte, og hvilke puljer der var relevante. Det var vigtigt for os ikke at kaste ressourcer efter de forkerte puljer”, fortæller Marija Thieden fra Slots- og Ejendomsstyrelsen.
Input til ansøgning
Men det var særligt i selve ansøgningen om projektstøtte, at rådgivningen havde effekt: ”Jeg skrev praktisk talt ansøgningen om!”, fortæller Marija Thieden. ”Det handlede både om at sikre den rigtige argumentationskæde og om at tilrette sprogbrugen. De begreber, vi bruger, forstås anderledes andre steder, og det havde de blik for i Statens Center for Kompetenceudvikling. Det fungerede rigtig godt”.
”Det var rart at blive mødt med den holdning, at kernen i projektet skulle bevares. Jeg var ikke parat til at tilpasse hele projektet til centrets prioriteringer, og det blev heller ikke forventet. Jeg havde mindre brug for faglig rådgivning og mere behov for målrettet sparring i forbindelse med den konkrete projektansøgning – og det fik jeg”, fortæller Marija Thieden.
En overraskende nem proces
”Min oplevelse er, at hvis man har en god projektbeskrivelse, så møder man stor velvilje. Vi har naturligvis brugt ressourcer i ansøgningsfasen, men overordnet set har det været en overraskende nem proces. Det er aldrig uklart, hvad man skal udfylde, eller hvad de efterspørger”, fortæller Marija Thieden.
Resultatet af hele processen var til at tage at føle på. Marija Thieden siger: ”Da vi sendte den første ansøgning til kommentering, fik vi at vide, at den højst sandsynligt ikke ville gå igennem. Men efter rådgivning og gennemskrivning endte vi med at få en halv million kroner til kompetenceudvikling af vores medarbejdere”.
Marija Thieden er chefkonsulent i Slots- og Ejendomsstyrelsen HR-afdeling.
Støttepengene til projektet er givet fra puljen FUSA.