KK 08-11

”Det var rent ud sagt et fantastisk godt kursus”

”Det var rent ud sagt et fantastisk godt kursus”

siger Inge Vestergaard, lektor med speciale i bæredygtig arkitektur ved Arkitektskolen i Aarhus. Sammen med arkitektkolleger fra Aarhus og Kunstakademiets Arkitektskole i København deltog hun i efteråret 2010 på en todages ”Efterårssalon” om bæredygtigt byggeri. Kurset indgik i projektet ”Bæredygtig kompetenceudvikling på arkitektskolerne”, der netop er afsluttet.

Ideen med projektet er at styrke det faglige niveau inden for bæredygtigt byggeri blandt undervisere og forskere på Arkitektskolen i Aarhus og Kunstakademiets Arkitektskole. Kurset, der bl.a. har fået støtte fra SCKK, skulle dels styrke medarbejdernes undervisningskompetencer inden for bæredygtighed og dels knytte faglige bånd mellem de to arkitektskoler for et større samarbejde omkring forskningen på området.

"De nye kompetencer, jeg tog med mig fra kurset, ligger som et ekstra videnslag, jeg trækker på i min undervisning af morgendagens arkitekter", fortæller Inge Vestergaard.

Udfyldning af videnshuller
For at øge integrationen af viden om bæredygtigt byggeri i undervisningen på arkitektuddannelserne, var et af de første skridt i projektet at kortlægge og analysere medarbejdernes konkrete kompetencer og behov: Det betød bl.a. at underviserne på et spørgeskema beskrev hvilke kompetencer de havde på området, og hvor de havde videnshuller.
  
"På grundlag af de indløbne svar, blev der strikket et kursusforløb sammen, som kunne fylde hullerne ud," fortæller Inge Vestergaard.   

Integreret bæredygtighed
Et af de kursuselementer, som gjorde størst indtryk på hende, var en workshop med deltagelse af en leder fra det tyske rådgivningsfirma Transsolar KlimaEngineering. Han berettede om, hvordan Transsolar indarbejder bæredygtige tiltag i deres projekter og sideløbende dokumenterer bæredygtigheden gennem målinger.

"Han fortalte også, at Transsolar samarbejder interdisciplinært med arkitekter om idéudvikling af projekter, hvor bæredygtighed er et fuldt integreret parameter i formgivningen. Det var meget inspirerende," fastslår Inge Vestergaard.  

Højt fagligt niveau

Hun er i det hele taget begejstret for kursusindholdet. Og glad for, at hun i forvejen havde stor viden om bæredygtighed, da det faglige niveau var særdeles højt.
   
"Det var rent ud sagt et fantastisk godt kursus, som jeg er utrolig glad for at have deltaget i. Vi fik bl.a. også indblik i en række meget interessante byggeprojekter, hvor bæredygtighed var tænkt ind fra starten. Kurset mundede ud i en workshopseance, hvor vi arbejdede med den kompleksitet, der ligger i formgivning af bæredygtigt byggeri," siger hun og fortsætter:

"Kurset underbyggede det faktum, at det at indarbejde bæredygtige tiltag forudsætter en helt konkret viden, som skal transformeres til arkitektonisk formgivning. Og at bæredygtighed ikke er noget, man bare klistrer på arkitekturen bagefter. Bæredygtighed skal ind og være med til at skabe arkitekturen."

Et ekstra videnslag

For Inge Vestergaard var det især en øjenåbnende oplevelse at møde lederen fra Transsolar, der i sit arbejde som ingeniør og bygningsfysiker har samarbejdet med nogle af verdens største arkitekter.     

"Det var meget inspirerende at møde et menneske, der er adskillige niveauer over os andre på dette felt," siger hun og tilføjer, at kurset har bekræftet hende i, at det at indarbejde mere kvalitet i arkitekturen, fx i form af optimering af et godt indeklima, hvor bygninger samtidig responderer på det omgivende klima, er den helt rigtig vej at gå i forhold til skabelse af arkitektur.

"Og så er det klart, at de nye kompetencer, jeg tog med mig fra kurset, ligger som et ekstra videnslag, jeg trækker på i min undervisning af morgendagens arkitekter," slutter Inge Vestergaard.   

I dag: Tilfældig viden
Udover at Inge Vestergaard og de øvrige kursusdeltager blev opdateret og udfordret på deres faglige viden og helt konkret ”fik noget med hjem” til deres undervisning og forskning, viser resultaterne fra  projektet ”Bæredygtig  kompetenceudvikling på arkitektskolerne”,  at undervisningen i bæredygtighed bør sættes lidt mere i system.

Bæredygtighedsaspektet er, på trods af at være et modeord i næsten alle brancher, ikke integreret i større målestok i undervisningen på arkitektskolerne. Undervisningen er mere præget af de individuelle undervisere og forskeres egne interesser og erfaringer end af egentlige beslutninger om at udvikle undervisningen i bæredygtighed.

Fremover: Sæt viden og undervisning i system

Men kortlægningen og analysen af medarbejdernes kompetencer viser, at der er et stort potentiale i at satse på en strategisk udvikling af kompetencerne på bæredygtighedsområdet.

Det har ført til, at både medarbejdere og ledelse på de to arkitektskoler er blevet meget opmærksomme på at forankre diskussionen om strategisk kompetenceudvikling, både på og uden for de to skoler. Indadtil bl.a. ved diskussioner med referencegrupper og ledelsen - og udadtil ved bl.a. at deltage i den Nordiske Passivhuskonference i oktober 2010 i Aalborg for ca. 300 interessenter inden for  bæredygtigt byggeri og energibesparelser.

Projektet skal desuden i den nærmeste fremtid præsenteres som led i at etablere en ny nordisk post-graduate masteruddannelse i klimavenligt og bæredygtigt byggeri.

Se det var en rigtig historie
På den måde fører erfaringerne fra det aktuelle projekt til direkte forbedringer, hvor systematisk undervisning i bæredygtighed vil indgå i den nye uddannelse og dermed i fremtidens undervisning på feltet og således være en del af endnu flere arkitekters kompetencer udi bæredygtigt byggeri – til gavn for borgerne.

”De nye kompetencer, jeg tog med mig fra kurset, ligger som et ekstra videnslag, jeg trækker på i min undervisning af morgendagens arkitekter”. Inge Vestergaard